En ting som jeg har haft lyst til at skrive om et par gange men aldrig har fået gjort er omkring, tidsfornemmelse !

Jeg har opdaget at ud over at der er 8 timers forskel på Danmark og Australien, så er der også en ordenlig tidsforskel når det gælder opfattelse af tid.

Jeg tænker meget på hvad der er sket, jeg reflektere over hvordan min dag har været og hvordan det skaber min fremtid.
Jeg ser tilbage (især når jeg skriver denne blog) og evaluere hvad der er sket og jeg tænker frem i tiden og tænker på hvad der skal ske i morgen, på søndag og næste år !
Det er typisk for mig og efter at have snakket med en par Danskere på Skype så syntes jeg netop at jeg kan føle mig hjemme ved at tale om hvad der er sket og hvordan det er gået.

Det er nemlig ikke noget jeg oplever så meget hernede.
Når de siger Goddag hernede, siger de som i ved :”how are you doing” – det som vi ville oversætte med “Hvordan går det”
Uden af have nogen særlig sproglig viden om forskellen mellem Dansk og Engelsk så syntes jeg at der er en stor forskel på det som ligger i de 2 sætninger, selvom om selve oversættelsen er korrekt nok.

“Doing” er at ord som ikke så nemt lader sig oversætte, min ordbog siger “handling; udførelse; værk” og er dermed et ord der dækker mere end “går” som vi siger på Dansk
Udover at vi aldrig siger “hvordan går det” som Goddag, så har jeg tænkt en del over hvilken kultur der ligger bag disse ord.
Ordet “Doing” dækker på forunderlig måde en større tid end “går” , “Doing” er mere konkret og mere nutids rettet end “går”
“Går” er et dødt metafor som kommer fra en tanke om at “gå på livet lange landevej”, vi tænker på føder og lange rejser når vi siger “Går”
“Doing” smælder igennem på en anden måde fordi at det er et mere farvefuldt ord, der dækker en hver form for bevægelse eller handling om den er fysisk eller psykisk !

Når jeg kører rundt i Sydnet , er der mange skilte med nutids ord på , “now on, ekstra police patrols” eller
Eller “Sale presently going”.
I kirken siger de :”lift your hands this morning” ellers “right now lets pray”

Det jeg prøver at komme frem til er at den Australske kultur er meget nutidig, mere nutidig end hvad jeg syntes jeg er som Dansker.

Der er selvfølgelig refleksion over fortid og fremtid, men det er som regel set fra hvor vi er lige nu.

Det hænger også sammen med hvordan de møder mennesker.
I Danmark og starter ikke en videre samtale da vi jo så i fremtiden bliver nød til at bruge tid på vedkommende på en eller anden måde.
I Australien starter man altid en samtale med dem man er omkring lige nu.
Men det er sværere at komme ind på livet af folk hernede, fordi en nutidig investering i samtale ikke betyder noget som helst for fremtidig kommunikation.

Som Dansker nyder jeg at alle dem der er omkring mig, uden videre begynder at snakke med mig.
Men når jeg tager initiativ til en samtale eller lign. med henblik på at lærer nogen bedre at kende, bliver det sværere fordi, at dem jeg snakker med ikke har nogen tanke omkring hvem de snakker med i morgen.
Og at de ikke nødvendigvis vil opsøge mig for at snakke hvis der nu lige er nogen andre i nærheden.

Det er en lille bitte ting som gør en stor forskel.
Og jeg har ikke helt regnet den ud endnu men jeg arbejder på sagen…
Måske mere om det senere …

christoffer, palme